Vedtægter

Last edited: January 31, 2019, 18:51

Vedtægter

Vedtægter for Socialdemokratiet i Brøndbyøster 

§1. Foreningens navn og tilhørsforhold

Foreningens navn er Socialdemokratiet i Brøndbyøster.

Foreningen anerkender Socialdemokratiets program og vil virke for dets gennemførelse på grundlag af partiets love og beslutninger. Foreningens geografiske område er Brøndbyøster. Området afgrænses af kommunegrænserne samt af Vestvolden og Køge Bugt Motorvejen.

Foreningen er organiseret i fællesledelsen i Brøndby Kommune, i Socialdemokratiet i Brøndbykredsen og i Socialdemokratiet i Københavns Region.   

§2. Formålet

Socialdemokratiets formål er at virke for de demokratiske socialistiske ideers udbredelse og anerkendelse i henhold til partiets programmer og at fremme økonomiske, kulturelle og politiske interesser i overensstemmelse med idegrundlaget. Dette mål søges opnået ved:

-          At styrke de socialdemokratiske partiforeninger

-          At inddrage medlemmerne i beslutningsprocessen om organisatoriske, lokal- og landspolitiske samt internationale spørgsmål

-          At inddrage borgerne i en dialog med partiet om den aktuelle og den langsigtede politik.

-          At opstille socialdemokratiske kandidater til kommunal-, folketings- og Europaparlamentsvalg, andre offentlige tillidshverv samt nærdemokratiske råd og nævn.        

§3. Foreningens opgaver bearbejdes nærmere

Stk. 1 Flere foreninger i en kommune

I foreninger med flere foreninger inden for kommunen varetages par. 3, stk. 2-5, par. 8, stk. 3-4, par. 11 og par. 13 af fællesledelsen.

Par. 3, stk. 2-5 omhandler opstilling til valg, kommunevalg, samarbejde med kommunalbestyrelsen og møder til drøftelse af kommunevalgresultater og konsekvenser.

Par. 8, stk. 3-4 omhandler valg- og informationspulje og offentlige tilskud.

Par. 11 omhandler kommunevalg.

Par. 13 omhandler partiskatregel for øvrige tillidshverv.    

Stk. 6. Hvervning

Foreningen skal arbejde for at få flere medlemmer

Stk. 7. Andre opgaver

Formanden er ansvarlig for at meddele fællesledelsen, kredsen, regionsorganisationen og partikontoret, hvem der er valgt til tillidsposter i foreningen, bl.a. delegerede til fællesledelses-, kreds- og regionsrepræsentantskabsmøder.   

§4. Betingelser for medlemskab

Stk. 1. Hvem kan optages som medlemmer?

Alle, der anerkender partiets love og vedtægter, kan optages som medlemmer. Foreningens bestyrelse kan udsætte en anmodning om medlemskab til næste generalforsamling. Ingen kan nægtes optagelse, medmindre en generalforsamling har godkendt afslaget med 2/3 flertal. I tvivlstilfælde kan hovedbestyrelsen konsulteres.

Stk. 2. Lovenes krav til medlemskab.

Man er medlem, når man har betalt kontingent. Fuldgyldige medlemmer af DSU kan, hvis de ønsker det, være medlem af Socialdemokratiet for det kontingent de har betalt til DSU. Hvis man er mere end to kvartaler bagud med kontingentbetalingen, bortfalder ens medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed) indtil man har betalt. Inden den 1. februar skal al skyldigt kontingent fra det foregående år være indbetalt. Manglende indbetaling medfører automatisk tab af medlemskab.

Man kan ikke være medlem, hvis man er medlem af et andet parti eller hvis man er stiller for en anden liste eller er opstillet på en anden liste end den socialdemokratiske liste ved kommunevalg, regionsrådsvalg, folketingsvalg eller Europaparlamentsvalg, samt nærdemokratiske råd og nævn, hvor der samtidig er opstillet en socialdemokratisk liste.

Man kan ikke være medlem, hvis man udtræder eller bliver udelukket af en socialdemokratisk gruppe, og alligevel bliver siddende i kommunalbestyrelse, regionsråd, folketing eller Europaparlamentet.

Stk. 3. Hvor skal man være medlem?

Som medlem af Socialdemokratiet er man medlem af en partiforening. Man kan frit vælge hvilken forening, man vil være medlem af, dog med de begrænsninger at man ikke kan være med til at opstille kandidater, man ifølge valgloven ikke kan stemme på.

Man kan være medlem af mere end en partiforening, men man skal vælge i hvilken forening, man vil udøve sine medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed). Valget gælder for mindst et helt kalenderår og skal ved kalenderårets begyndelse meddeles kassererne i de foreninger man er medlem af.                      

§5. Udelukkelse

Man kan udelukke et medlem, hvis generalforsamlingen beslutter det med 2/3 flertal. Hvis nogen vil have et medlem udelukket, skal det meddeles bestyrelsen, der samtidig med generalforsamlingsindkaldelsen skal sende et anbefalet brev til den, der er foreslået udelukket, og meddele, at det kommer på dagsordenen på næste generalforsamling, og at vedkommende har ret til at deltage i generalforsamlingens behandling af sagen. Medlemmerne skal også have besked om, at der er en udelukkelsessag på dagsordenen. Foreningsformanden skal meddele dem, der er udelukket, at de kan anke sagen for partiets forretningsudvalg inden 14 dage. Foreningsformanden skal inden 8 dage efter en udelukkelse på en generalforsamling give partikontoret meddelelse om sagen. Meddelelsen skal indeholde en redegørelse for årsagen til udelukkelsen samt oplysninger om stemmetal på generalforsamlingen.

Hvis udelukkelsen gælder et regions- eller kommunalbestyrelsesmedlem, gælder der særlige regler. Her skal mæglingsudvalget inddrages, jf. partilovene.

Alle udelukkelser skal godkendes af partiets forretningsudvalg, før de er gyldige.

Ingen medlemmer kan genoptages i nogen forening, så længe udelukkelsen ikke er ophævet. Genoptagelse af medlemmer, der er udelukket, skal også godkendes af partiets forretningsudvalg. I særlige tilfælde kan partiets forretningsudvalg foretage udelukkelser. Foreningen skal inddrages, inden det sker.              

§6. Stemmeret og valgbarhed

Stk. 1. Opstillingsregler

For at få stemmeret på møder, hvor der opstilles kandidater til kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Folketinget eller Europaparlamentet, skal man have betalt kontingent, og må ikke være i restance med mere end et halvt år. Kun medlemmer bosiddende i det valgområde, hvor listen dækker, har stemmeret ved opstillingsgeneralforsamling/urafstemning.

Stk. 2. Valg i partiforeningen

For at kunne vælges til tillidshverv i foreningen, skal man have betalt kontingent.

Stk. 3. Opstilling til offentlige valg

For kandidater, der opstiller til kommunevalg, regionsrådsvalg, folketingsvalg og Europaparlamentsvalg gælder, at de skal have været medlem af partiet i minimum 1 år. Dog medregnes medlemsanciennitet fra DSU. Dispensation fra denne regel kan i særlige tilfælde gives af den kandidatudpegende forsamling. Når der bruges urafstemning, er det den øverste myndighed (generalforsamling/repræsentantskabsmøde) i forbindelse med afstemningen, der kan dispensere. Alle dispensationer skal vedtages med 2/3 flertal. Afgørelserne kan ankes for hovedbestyrelsen.

Stk. 4. Dobbeltmandater

Medlemmer af partiet kan kun være medlem af 1 af følgende organer: kommunalbestyrelse, regionsråd, Folketinget og Europaparlamentet. Medlemmer af partiet kan ikke samtidigt opstilles til både kommunalbestyrelse og regionsråd.

For de kommunale opstillinger gælder det, at man kun kan deltage i en urafstemning, enten om opstilling på den regional-kommunale eller på den primærkommunale liste. Ønsker man at være kandidat, må man på forhånd beslutte sig for, på hvilken af de 2 lister man vil kandidere. Man kan derfor ikke deltage i 2 urafstemninger på samme tidspunkt. Såfremt en kandidat efterfølgende ønsker at kandidere på en anden liste, må kandidaten trække sig fra den første liste. I helt særlige situationer i forbindelse med opstilling til regions- og kommunevalg kan hovedbestyrelsen efter indstilling fra de berørte opstillende forsamlinger give konkret dispensation fra dobbeltmandatreglen.                    

§7. Foreningens ledelse

Stk. 1. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er øverste myndighed og holdes hvert år i januar kvartal. Forslag, som medlemmerne ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til formanden senest 4 dage forud. Herunder forslag til kongresdelegerede.

Imellem generalforsamlingerne ledes foreningen af en bestyrelse.

På generalforsamlingen aflægger formanden beretning om virksomheden i det forløbne år, ligesom der fremlægges aktivitetsplan for det kommende år. Herudover aflægges beretning fra kommunalbestyrelsesgruppen. Udvalg, nedsat af generalforsamlingen, aflægger beretning og kassereren fremlægger det reviderede regnskab med revisorernes bemærkninger.

Bestyrelsen kan beslutte at afholde ekstraordinær generalforsamling. Herudover skal bestyrelsen indkalde ekstraordinær generalforsamling, hvis 10% af medlemmerne skriftligt forlanger det. Generalforsamlingen skal afholdes senest 14 dage efter, at anmodningen er modtaget. Ved enhver generalforsamling skal dagsordenen udsendes til alle medlemmer. Det skal ske senest 10 dage før generalforsamlingen.

Stk. 2. Bestyrelsen

Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer samt 2 bestyrelsesmedlemmer. Adgangsberettiget til bestyrelsesmøderne er 1 repræsentant fra DSU samt en repræsentant fra gruppen i kommunalbestyrelsen. Derudover beslutter bestyrelsen, hvem der kan have adgang til bestyrelsens møder. Bestyrelsen udpeger foreningens repræsentanter til deltagelse i kommunalbestyrelsesgruppens møder.

På lige år vælges:

Formand, 2 bestyrelsesmedlemmer, 1 revisor og en revisorsuppleant for 2 år.

På ulige år vælges:

Næstformand, kasserer, 1 revisor og 1 revisorsuppleant for 2 år.

Hvert år vælges:

En 1. suppleant og en 2. suppleant til bestyrelsen for 1 år. Kongresdelegeret og suppleanter og regionsdelegerede samt delegerede til kreds- og fællesrepræsentantskabsmøder. Endvidere foretages indstilling til folketingskandidat.      

§8. Foreningens økonomi

Stk. 1. Medlemskontingent

Foreningerne fastlægger efter nærmere regler vedtaget af hovedbestyrelsen selv sit kontingent på en årlig generalforsamling. Kontingentet opkræves via den fælles kontingentopkrævning.

Stk. 2. Foreningens ydelser til kreds og partikontor

Hvis foreningen ikke er omfattet af den fælles kontingentopkrævning er foreningen forpligtet til at afregne til fællesforening, kreds og partikontor. Foreningen har pligt til at betale kontingent til partikontoret, kredsen og fællesforeningen hvert kvartal. Dog skal kontingentet for det foregående år være betalt senest 15. februar. Foreningen må højest være 2 kvartaler bagud med indbetalingerne. Hvis foreningen ikke betaler efter, at den er blevet mindet om restancen, udgår den af partiet, og dermed også af fællesledelses-, kreds- og regionsorganisation. Foreningen kan ikke genoptages, før restancen er betalt.

Stk. 5. Regnskabsår og revision

Foreningens regnskabsår er fra 1/1 til 31/12. Revisorerne skal i deres regnskabsbemærkninger konstatere, om der er overensstemmelse mellem antallet af indkomne og afregnede kontingenter.

Stk. 6.

Foreningen tegnes af en formand og en kasserer i fællesskab. Bestyrelsen kan dog meddele eneprokura til formand og kasserer for så vidt angår foreningens driftskonti, herunder særskilt give kassereren og formanden tilladelse til at benytte Homebanking via egen hjemmecomputer. Køb og salg af jord og fast ejendom skal godkendes på en generalforsamling.           

§9. Flyttemeddelelser

Partikontoret skal modtage besked, når et medlem flytter til en anden forenings område. Beskeden skal indeholde: navn, ny og gammel adresse og oplysning om hvornår der sidst er betalt kontingent. Partikontoret sender beskeden videre til den tilflyttede kommunes formand/fællesledelsesformand.

§10. Nye foreninger m.v.

Generalforsamlingen kan beslutte at oprette nye foreninger og 25 medlemmer kan starte en ny forening. Hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, kan hovedbestyrelsen dispensere fra dette. Der skal være mindst en forening inden for hver kommune og mindst en forening inden for hver opstillingskreds.

Ingen forening kan nedlægges eller sammenlægges med andre, uden at det er godkendt af to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2/3 af de fremmødte eller på en generalforsamling, hvor 2/3 af samtlige medlemmer går ind for det. Oprettelse af nye foreninger, sammenlægninger samt nedlæggelse af foreninger skal godkendes af partiets forretningsudvalg. Såfremt der er mere end en forening i kommunen, skal der oprettes en fællesledelse.    

§11. Kommunevalg

Foreninger deltager aktivt i kommunevalget jf. ”Vedtægter for fællesledelser”.

§12. Forsøgsvirksomhed

Kongressen bemyndiger hovedbestyrelsen til efter indstilling fra et organisationsled at godkende, forsøgs- og udviklingsprojekter, der afviger fra lovene. 

§13. 2% regel for øvrige tillidshverv

(Denne paragraf varetages af fællesledelsen)

Alle der varetager tillidshverv på vegne af Socialdemokratiet betaler partiskat. Beløbet opkræves af fællesforeningens kasserer og indsættes i valg- og informationspuljen. Partiskatten udgør minimum 2% af bruttobeløb, der udbetales som løn, tabt arbejdsfortjeneste, honorar, diæt, vederlag, tillæg eller lignende. Der kan ikke fratrækkes nogen form for udgifter, løntab eller andet. Beløbet opkræves af fællesforeningens kasserer og indsættes i valg- og informationspuljen. Partiskat af det udbetalte beløb skal indbetales minimum en gang i kvartalet. Senest 1. marts i det efterfølgende kalenderår skal partiskatten være endeligt afregnet. Manglende betaling af partiskat medfører tab af medlemskab. Kassereren skal have dokumentation for, at det er korrekte beløb, der er indbetalt.               

§14. Vedtægterne

Ændring af vedtægterne kan kun ske efter en generalforsamlingsbeslutning med 2/3 flertal og må ikke være i strid med partilovenes ånd og bogstav. Såfremt der ikke på en generalforsamling er vedtaget andre vedtægter for foreningen, er standardvedtægterne gældende.

Vedtaget på foreningens generalforsamling 31. januar 2006.