Vedtægter

Vedtægter

Vedtægter for Socialdemokraterne i Brøndbyvester

Vedtaget på ordinær generalforsamling februar 2012

§ 1 Foreningens navn og tilhørsforhold

Foreningens navn er Socialdemokraterne i Brøndbyvester.

Foreningen anerkender Socialdemokraternes program og vil virke for dets gennemførelse på grundlag af partiets principprogram, love og beslutninger.

Foreningen organiserer socialdemokrater i Socialdemokraterne i Brøndby Kommune, i Socialdemokraterne i Brøndby-Ishøj-Vallensbæk Kredsen og i Socialdemokraterne i Region Hovedstaden.

§ 2 Formålet

Socialdemokraternes formål er på et demokratisk socialistisk grundlag at virke i henhold til partiets programmer og at fremme økonomiske, kulturelle og politiske interesser i overensstemmelse med idegrundlaget. 

Dette mål søges opnået ved: 

• At inddrage medlemmerne i beslutningsprocessen om organisatoriske, lokal- og landspolitiske samt internationale spørgsmål

• At inddrage borgerne i en dialog med partiet om den aktuelle og langsigtede politik

• At opstille socialdemokratiske kandidater til kommunal-, Folketings- og Europaparlamentsvalg, andre offentlige tillidshverv samt nærdemokratiske råd og nævn. 

§ 3 Foreningens opgaver

Stk. 1. Flere foreninger i en kommune.

Da der er flere foreninger inden for kommunen, varetages § 3, stk. 2 – 5, § 8, stk. 3 – 4 og § 13 af fællesledelsen. 

Stk. 2. Opstilling til valg.

Fællesledelsen skal opstille/indstille kandidater til kommunevalg, regionsrådsvalg, Folketingsvalg og Europaparlamentsvalg, samt til andre offentlige valg, nærdemokratiske råd og nævn. 

Fællesledelsen skal føre valgkamp for de opstillede kandidater. 

Stk. 3. Kommunalvalg.

Fællesledelsen er ansvarlig for, at der opstilles en socialdemokratisk liste til kommunalvalget. 

Fællesledelsen skal i god tid før et kommunalvalg på et medlemsmøde fastlægge den politik, Socialdemokraterne vil føre i kommunalbestyrelsesgruppen. 

Stk. 4. Samarbejdet med kommunalbestyrelsesgruppen.

Fællesledelsen skal mødes med kommunalbestyrelsesgruppen mindst 2 gange om året for at drøfte det kommunalpolitiske arbejde. Det ene møde skal holdes mellem første og anden behandling af det kommunale budget. 

Fællesledelsen deltager i gruppemøderne og inddrages i beslutningsprocesserne. 

Stk. 5. Møder til drøftelse af kommunalvalgsresultat og konsekvenser.

Straks efter kommunalvalget samles fællesledelsen og den nye kommunalbestyrelsesgruppe til møde for at drøfte valgets resultat og konsekvenser. 

På mødet aftales det videre samarbejde med hensyn til eventuelle forhandlinger med andre partier/lister, konstitueringsspørgsmål m.v. 

Indkaldelsen til mødet foretages af formanden for fællesledelsen. 

Stk. 6. Hvervning.

Partiforeningen skal arbejde for at få flere medlemmer. 

Stk. 7. Andre opgaver.

Formanden for partiforeningen er ansvarlig for at meddele fællesledelsen, kredsen, regionsorganisationen og partikontoret hvem, der er valgt til tillidsposter i foreningen, bl.a. delegerede til fællesledelses-, kreds- og regionsrepræsentantskabsmøder. 

§ 4 Betingelser for medlemskab

Stk. 1. Hvem kan optages som medlemmer.

Alle, der anerkender partiets principprogram, love og vedtægter, kan optages som medlemmer. 

Foreningens bestyrelse kan udsætte en anmodning om medlemskab til næste generalforsamling. 

Ingen kan nægtes optagelse medmindre en generalforsamling har godkendt afslaget med 2/3 flertal. 

I tvivlstilfælde kan hovedbestyrelsen konsulteres. 

Stk. 2. Lovenes krav til medlemskab.

Man er medlem, når man har betalt kontingent. 

Fuldgyldige medlemmer af DSU kan, hvis de ønsker det, være medlem af partiforeningen for det kontingent, de har betalt til DSU. 

Man kan ikke være medlem, hvis man er medlem af et andet parti eller hvis man stiller for en anden liste eller er opstillet på en anden liste end den socialdemokratiske liste ved kommunalvalg, regionsrådsvalg, Folketingsvalg eller Europaparlamentsvalg samt nærdemokratiske råd og nævn, hvor der samtidigt er opstillet en socialdemokratisk liste. 

Man kan ikke være medlem, hvis man udtræder eller bliver udelukket af en socialdemokratisk gruppe, og alligevel bliver siddende i kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Folketinget eller Europaparlamentet. 

Hvis ens kontingent er forfalden til betaling for mere end 2 måneder siden og endnu ikke er betalt, bortfalder ens medlemsrettigheder (stemmeret, valgbarhed og modtagelse af A-orientering) indtil man har betalt. 

Inden den 1. februar skal skyldig kontingent fra det foregående år være indbetalt. Manglende indbetaling på dette tidspunkt medfører automatisk tab af medlemskab. 

Stk. 3. Hvor skal man være medlem.

Som medlem af Socialdemokraterne er man medlem af en partiforening. Man kan frit vælge, hvilken forening, man vil være medlem af, dog med de begrænsninger, at man ikke kan være med til at opstille kandidater, man ifølge valgloven ikke kan stemme på. 

Man kan være medlem af mere end en partiforening, men man skal vælge i hvilken forening, man vil udøve sine medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed). 

Valget gælder for mindst et helt kalenderår og skal ved kalenderårets begyndelse meddeles kassererne i de foreninger, man er medlem af. 

§ 5 Udelukkelse/genoptagelse

Stk. 1. Udelukkelse.

Man kan udelukke et medlem, hvis generalforsamlingen beslutter det med 2/3 flertal. 

Hvis nogen vil have et medlem udelukket, skal det meddeles bestyrelsen, der samtidigt med indkaldelsen til generalforsamlingen skal sende et anbefalet brev til den, der er foreslået udelukket og meddele, at det kommer på dagsordenen på næste generalforsamling, og at vedkommende har ret til at deltage i generalforsamlingens behandling af sagen. 

Medlemmer skal også have besked om, at der en udelukkelsessag på dagsordenen. 

Foreningsformanden skal meddele dem, der er udelukket, at de kan anke sagen for partiets forretningsudvalg inden 14 dage. 

Foreningsformanden skal inden 8 dage efter udelukkelse på en generalforsamling give partikontoret meddelelse om sagen. 

Meddelelsen skal indeholde en redegørelse for årsagen til udelukkelsen samt oplysninger om stemmetal på generalforsamlingen m.v. 

Hvis udelukkelsen gælder et regionsråd- eller kommunalbestyrelsesmedlem, gælder der særlige regler. Her skal mæglingsudvalget inddrages jf. partiets love § 22. 

Alle udelukkelser skal godkendes af partiets forretningsudvalg, før de er gyldige. 

I særlige tilfælde kan partiets forretningsudvalg foretage udelukkelser. Partiforeningen skal inddrages inden det sker. 

Stk 2. Genoptagelse.

Ingen medlemmer kan genoptages i nogen forening, så længe udelukkelsen ikke er ophævet. 

Genoptagelse af medlemmer, der er udelukket, skal også godkendes af partiets forretningsudvalg. 

Genoptagelse kan først ske efter skriftlig ansøgning fra det udelukkede medlem og efter generalforsamlingens godkendelse af genoptagelse med 2/3 flertal. 

§ 6 Stemmeret og valgbarhed

Stk. 1. Opstillingsregler.

For at få stemmeret på møder, hvor der opstilles kandidater til kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Folketinget eller Europaparlamentet, skal man have betalt kontingent, og må ikke være i restance. 

Kun medlemmer bosiddende i det valgområde, hvor listen dækker, har stemmeret ved opstillingsgeneralforsamlingen/urafstemning. 

Stk. 2. Valg i partiforeningen.

For at kunne vælges til tillidshverv i partiforeningen, skal man have betalt kontingent. 

Stk. 3. Opstilling til offentligt valg.

For kandidater, der opstiller til kommunalvalg, regionsrådsvalg, Folketingsvalg og Europaparlamentsvalg gælder, at de skal have været medlem af partiet i minimum 1 år. Dog medregnes medlemsanciennitet fra DSU. 

Dispensation fra denne regel kan i særlige tilfælde gives af den kandidatudpegende forsamling. Når der bruges urafstemning, er det den øverste myndighed (generalforsamlingen) i forbindelse med afstemningen, der kan dispensere. 

Alle dispensationer skal vedtages med 2/3 flertal. Afgørelsen kan ankes for hovedbestyrelsen. 

Stk. 4. Dobbeltmandater.

Medlemmer af partiet kan kun være medlem af et af følgende organer: Kommunalbestyrelsen, Regionsrådet, Folketinget og Europaparlamentet. 

Medlemmer af partiet kan ikke samtidigt opstilles til både kommunalbestyrelse og regionsråd. 

For de kommunale opstillinger gælder det, at man kun kan deltage i én urafstemning, enten om opstilling på regionslisten eller på den primærkommunale liste. Ønsker man at være kandidat, må man på forhånd beslutte sig for, på hvilken af 2 lister, man vil kandidere. 

Man kan derfor ikke deltage i 2 urafstemninger på samme tidspunkt. Såfremt en kandidat efterfølgende ønsker at kandidere på en anden liste, må kandidaten trække sig fra den første liste. 

I helt særlige situationer i forbindelse med opstilling til regionsråds- og kommunalvalg kan hovedbestyrelsen efter indstilling fra de berørte opstillende forsamlinger give konkret dispensation fra dobbeltmandatreglen. 

§ 7 Foreningens ledelse

Stk. 1. Generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er partiforeningens øverste myndighed og skal holdes hvert år i februar. 

Mellem generalforsamlingerne ledes foreningen af en valgt bestyrelse. 

Stk. 2. Dagsorden til generalforsamlingen.

Generalforsamlingen skal afholdes med følgende dagsorden: 

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning

3. Beretning fra kommunalbestyrelsen

4. Beretning fra regionsrådet

5. Beretning fra Folketinget

6. Fremlæggelse af revideret regnskab

7. Fremlæggelse af aktivitetsplan til godkendelse.

8. Forslag til kontingent for næstfølgende budgetår.

9. Fremlæggelse af budget for indeværende år.

10. Forslag til behandling på generalforsamlingen.

11. Valg til bestyrelsen:

a. Lige år:

   a.1. Valg af formand

   a.2. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer

   a.3. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen

   a.4. Valg af 1 revisor

   a.5. Valg af 1 revisor-suppleant

b. Ulige år:

   b.1. Valg af kasserer

   b.2. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer

   b.3. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen

   b.4. Valg af 1 revisor

   b.5. Valg af 1 revisor-suppleant

c. Valg af 1 fanebærer

d. Valg af delegerede til fællesledelsens repræsentantskabsmøde.

e. Valg af delegerede til kredsledelsens repræsentantskabsmøde

f.  Valg af delegerede til regionsrådsledelsens repræsentantskabsmøde

g. Valg af kongresdelegerede.

h. Indstilling af Folketingskandidat.

12. Eventuelt

13. Afslutning af generalforsamlingen. 

Er der nedsat særlige udvalg af generalforsamlingen aflægger disse udvalg beretning som punkt 2.a. 

Stk. 3. Indkaldelse.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelse skal ske gennem såvel A-orientering som ved udsendelse af indkaldelse og dagsorden. 

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 4 dage før afholdelsen. 

Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling.

Bestyrelsen kan ved simpelt flertal beslutte at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. 

Herudover skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvis 10% af partiforeningens medlemmer skriftligt forlanger det. 

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter anmodningen er modtaget. 

Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal med dagsorden udsendes skriftligt til alle partiforeningens medlemmer. 

Stk. 5. Bestyrelsen.

Bestyrelsen består af formand, kasserer og 4 bestyrelsesmedlemmer, alle valgt på generalforsamlingen. Bestyrelsen vælger en referent i sin midte til at føre en nøjagtig protokol over bestyrelsens møder og beslutninger. 

Adgangsberettiget til bestyrelsesmøderne er 1 repræsentant fra DSU samt 1 repræsentant fra gruppe i kommunalbestyrelsen. 

Derudover beslutter bestyrelsen hvem der kan have adgang til bestyrelsens møder. 

Bestyrelsen udpeger partiforeningens repræsentanter til deltagelse i kommunalbestyrelsesgruppens møder. 

§ 8 Foreningens økonomi

(Stk. 3 og 4 varetages af fællesledelsen) 

Stk. 1. Medlemskontingent.

Foreningen fastlægger efter nærmere regler vedtaget af hovedbestyrelsen selv sit kontingent på den årlige generalforsamling. 

Kontingent opkræves via den fælles kontingentopkrævning. 

Stk. 2. Foreningens ydelser til kreds og partikontor.

Foreningen har pligt til at betale kontingent til partikontoret, kredsen og fællesforeningen hvert kvartal. Dog skal kontingent for det foregående år være betalt senest 15. februar. 

Foreningen må højst være 2 kvartaler bagud med indbetalingerne. Hvis foreningen ikke betaler efter at den er blevet mindet om restancen, udgår den af partiet, og dermed også af fællesledelses-, kreds- og regionsorganisationen. 

Foreningen kan ikke genoptages før restancen er betalt. 

Stk. 3. Valg- og informationspulje.

Fællesledelsen skal lave en valg- og informationspulje, hvor der skal henlægges penge til kommunalvalg og mellemvalgsaktiviteter. Partiskattemidler indgår i denne pulje. Puljen skal opføres særskilt i regnskabet. 

Bestyrelsen er ansvarlig for valg- og informationspuljen. 

Stk. 4. Offentlige tilskud.

Fællesledelsen skal oprette en særlig konto i bank eller på giro, hvor det beløb, som modtages i offentlig støtte til kommunalpolitisk arbejde, indsættes. 

Midlerne anvendes efter beslutning af fællesledelsen til politisk arbejde og må ikke umiddelbart anvendes til valgaktiviteter. 

Det udbetalte beløb skal anvendes i det år, støtten udbetales. Fællesledelsen skal hvert år inden 1. marts indsende en erklæring til kommunen om, at pengene er anvendt til politisk arbejde og at dette også vil være tilfældet fremover. Der skal inden 2 måneder efter kommunalvalget indsendes ny ansøgning til kommunen om partistøtte. 

Stk. 5. Regnskabsår og revision.

Foreningens regnskabsår er fra 1/1 til 31/12. 

Revisorerne skal i deres regnskabsbemærkninger som minimum konstatere, om der er overensstemmelse mellem antallet af indkomne og afregnede kontingenter. 

Stk. 6. Tegningsrettigheder.

Foreningen tegnes af formanden og kasserer i fællesskab. 

Bestyrelsen kan dog meddele eneprokura til formand og kasserer for så vidt angår foreningens driftskonto, herunder særskilt give kassereren tilladelse til at benytte homebanking via egen hjemmecomputer. 

Køb og salg af jord og fast ejendom skal godkendes på en generalforsamling. 

§ 9 Flyttemeddelelser

Partikontoret skal modtage besked, når et medlem flytter til en anden forenings område. 

Beskeden skal indeholde: Navn, ny og gammel adresse og oplysning om, hvornår der sidst er betalt kontingent. 

Partikontoret sender beskeden videre til den tilflyttede kommunes formand/fællesledelsesformand. 

§ 10 Nye foreninger m.v.

Generalforsamlingen kan beslutte at oprette nye foreninger, og 25 medlemmer kan starte en ny forening. 

Hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, kan hovedbestyrelsen dispensere fra dette. 

Der skal være mindst en forening inden for hver kommune, og mindst en forening inden for hver opstillingskreds. 

Ingen forening kan nedlægges eller sammenlægges med andre, uden at det er godkendt på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2/3 flertal af de fremmødte eller på en generalforsamling, hvor 2/3 af samtlige medlemmer går ind for det. 

Oprettelse af nye foreninger, sammenlægninger samt nedlæggelse af foreninger skal godkendes af partiets forretningsudvalg. 

Såfremt der er mere end en forening i kommunen, skal der oprettes en fællesledelse 

§ 11 Kommunalvalg

Partiforeningen deltager aktivt i kommunalvalget jf. ”Vedtægter for fællesledelser”: 

§ 12 Forsøgsvirksomhed

Kongressen bemyndiger hovedbestyrelsen til efter indstilling fra et organisationsled at godkende forsøgs- og udviklingsprojekter, der afviger fra lovene. 

§ 13 2%-reglen for øvrige tillidshverv

(Varetages udelukkende af fællesledelsen) 

Alle, der varetager tillidshverv på vegne af Socialdemokraterne, betaler partiskat. 

Beløbet opkræves af fællesforeningens kasserer og indsættes i valg- og informationspuljen. 

Partiskatten udgør som minimum 2% af bruttebeløbet, der udbetales som løn, tabt arbejdsfortjeneste, honorar, diæt, vederlag, tillæg og lignende. 

Der kan ikke fratrækkes nogen form for udgifter, løntab eller andet. 

Partiskat af det udbetalte beløb skal indbetales minimum en gang i kvartalet. 

Senest 1. februar i det efterfølgende kalenderår skal partiskatten være endelig afregnet. 

Manglende betaling af partiskat medfører tab af medlemskab. 

Kassereren kan kræve dokumentation for at det er det korrekte beløb, der er indbetalt. 

Tilforordnede ved valg og folkeafstemninger betaler 200,00 kr., hvilket skal meddeles ved udpegning. 

§ 14 Æresmedlemmer

Bestyrelse og medlemmer kan indstille medlemmer af foreningen til æresmedlem. Indstilling sker til bestyrelsen. 

Bestyrelsen træffer beslutning om tildeling af æresmedlemsskab. 

Æresmedlemmer af foreningen er kontingentfri. 

Æresmedlemsskab varer så længe medlemmet er medlem af partiet. 

Æresmedlemsskab kan ikke være over øvrige medlemsrettigheder og –forpligtigelser. 

§ 15 Foreningens opløsning

Foreningen kan ikke nedlægges uden at det er godkendt på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2/3 flertal af de fremmødte eller på en generalforsamling, hvor 2/3 af samtlige medlemmer går ind for det. 

§ 16 Vedtægterne

Afvigelser fra standardvedtægterne kan kun ske efter en generalforsamlingsbeslutning med 2/3 flertal og må ikke være i strid med partilovenes bogstav og ånd. 

Tvivlstilfælde skal afklares i hovedbestyrelsen forinden endelig beslutning træffes. 

Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen 07. februar 2012.